Fra fit til gravid

Hvis du er en af dem der har fulgt lidt med på bloggen her, så ved du at jeg de seneste år har levet på KISS-kost, i håb om at det kunne hjælpe på fertiliteten. Sagen er nemlig den, at min mand og jeg har kæmpet en hård kamp gennem fertilitetsbehandling i en del år. Den 5 april i år, skete så det vi havde gået og ventet på i alle de år.

Jeg har længe tænkt på at jeg gerne ville skrive et indlæg om graviditeten. Jeg vil selvfølgelig gerne fortælle lidt om kost og træning under graviditeten, men også om min oplevelse af det at være gravid. Det har bare ikke været så nemt for mig at sætte ord på, som jeg egentlig havde troet. Jeg har da også været i tvivl om, om jeg nu også skulle gøre det. Det er et meget følsomt og personligt emne for mig, og ind i mellem har jeg måske også følt at det var forkert at føle, eller tænke som jeg gjorde, for lad mig bare slå fast, at det at opleve en graviditet, har været markant anderledes end jeg troede det ville være!

En positiv test

Lad os lige prøve at spole tiden omkring 8 måneder tilbage. Det var tidlig Søndag morgen, den 5 april 2020. Nogen ville nok stadig kalde det nat. Jeg var stået tidligt op fordi jeg havde svært ved at sove. Jeg vidste jo at det var testdag. 14 dage forinden, havde vi været til behandling på fertilitetsklinikken, og det var lige inden COVID-19 lukkede ned for landets fertilitetsklinikkerne. Vi havde derfor snakket om, at det nok ikke blev i år vi fik vores store ønske opfyldt. Vi havde slet ikke forestillet os at denne gang kunne være lykkens gang. Egentlig havde vi nok mistet lidt troen på projektet, efter alle de år. Nu stod jeg der på badeværelset med den positive graviditetstest i hånden, og følelserne væltede ind over mig. Glæde, lettelse, forvirring, mistro og frygten for at miste, som jeg jo har oplevet før i forløbet. Grædende og med rystende hænder vækkede jeg min mand og fortalte ham nyheden. Derefter fulgte de længste uger i vores liv, hvor vi ventede på at vi skulle til tryghedsscanning på fertilitetsklinikken i graviditetsuge 7. Heldigvis var der hjerteblink til scanningen, hvilket selvfølgelig gav ro, men kun for en tid til vi ramte næste scanning, og igen kunne ånde lettet op.

I uge 19 begyndte jeg at mærke liv, og der fra blev det ligesom lidt nemmere. Det var lige som om det først var der, at det begyndte at blive virkeligt for mig. Jeg kunne mærke at der var noget der bevægede sig der inde, og kunne konstaterer at det alligevel ikke bare var en drøm det hele. dog har vi hele tiden været meget bevidste, om alle de ting der kunne gå galt. Jeg tror et eller andet sted, at vi var bange for at blive skuffede og kede af det. Det er vi jo blevet så mange gange før, så det har til tider været svært bare at nyde at det rent faktisk var lykkedes. Ind i mellem må jeg stadig nive mig selv i armen, for helt at forstå at det altså er virkeligt nok. Nu står jeg her på terminsdatoen, og den lille kan melde sin ankomst hvert øjeblik det skal være. Alt er gjort klar, hospitalstasken er pakket og jeg kan se tilbage på et forløb fuld af følelser, tanker og spørgsmål. Følelse af lykke og glæde, men også af frygt, tvivl og bekymring. Precist som jeg tror det også er for mange andre kommende forældre der ude. Måske i særdeleshed førstegangsforældre?

Graviditet og kost

Uanset hvordan ens normale kost ser ud, kan det nok ikke undgås helt at den ændre sig lidt når man bliver gravid. Specielt hvis man lider af kvalme, og ikke kan få det ned man normalt spiser. Heldigvis har jeg ikke været så voldsomt ramt som så mange andre, men der har da været dage hvor det bare at få noget mad ned, var vigtigere end hvor sundt den mad reelt var.

For mig, som i lang tid har styret med hår hånd hvad kosten skulle bestå af, Har det bestem været svært at acceptere. Specielt da min elskede chiagrød, som jeg normalt spiser til morgenmad, kom op igen. Til sidst måtte jeg acceptere at det for en periode måtte stå på rugfler om morgenen hvis jeg gerne ville holde maden i mig. Heldigvis kom jeg til at spise Chiagrød igen, men det har måtte være med kakaosmag hele graviditeten igennem! 😅

Der ud over, ændre min kost sig ikke markant, før jeg nåede 3 trimester. Her meldte sulten og sukkertrangen for alvor sin ankomst. Pludselig havde jeg faktisk lidt svært ved at styre mig, og man har ofte kunne finde mig vogte over kagen og heri December også æbleskiverne. Normalt har jeg aldrig kunne få meget mere end 3 æbleskiver ned, før jeg var nedkæmpet, men jeg skal ellers love for at der er gledet mange ned i år! 🙈

Når det så er sagt, så forsøger jeg stadig at tænke over, at jeg skal spise nogenlunde fornuftigt til hovedmåltiderne. Jeg følger stadig de samme principper når jeg laver mad som altid, og jeg nyder mine grøntsager! Hvis ikke jeg gjorde det, turde jeg slet ikke tænke på hvordan jeg ville se ud! 😅

Træning

Når det kommer til træning og graviditet, rammer vi nok et lidt mere ømt punkt. Måske har jeg været naiv, men før jeg blev gravid, forestillede jeg mig faktisk at jeg skulle træne som jeg altid har gjort, gennem hele graviditeten. Bevares, det kunne jeg da også ind til omkring uge 23, hvor jeg pludselig fik store smerte, under en poletræning hjemme i stuen. Det viste sig at være symfyseløsning/begyndende bækkenløsning, og jeg blev beordret 14 dages ro, samt fik en henvisning til fysioterapeut. Det var 14 dage i helvede for mig! jeg var ked af det, rastløs og så kedet jeg mig som jeg aldrig har gjort før. De 14 dages ro, gjorde at jeg kunne begynde at træne lidt igen, men slet ikke som før. Jeg måtte droppe poletræningen helt, og det samme med løb og lange gåture med hunden. Jeg måtte også opgive fitnesscenteret, og opsagde derfor mit abonnement. Det gjorde virkelig ondt på mig rent psykisk, for min krop var jo i bund og grund stærk nok. Det var bare bækkenet der ikke kunne følge med.

I stedet For min sædvanlige træning, har jeg siden da lavet de træningsøvelser min fysioterapeut havde givet mig med hjem. Herudover fandt jeg frem til at jeg kunne cykle på den træningscykel vi har lånt af svigermor. Her var mine hofter og bækken nemlig lidt mere låst. Så længe jeg bare var opmærksom på at side mere oprejst på cyklen end normalt. Det fungerede rigtig godt frem slutningen af uge 37, hvor jeg simpelthen fik for mange plukveer af at cykle. Derfor har det den sidste tid nærmest kun stået på holdtræning i varmt vand, hver søndag.

Det har været meget svært for mig at acceptere, at aktivitetsniveauet nødvendigvis måtte falde på den måde. Det har både været frustrerende og stressende for mig, og jeg skal da ikke ligge skjul på at jeg har følt mig meget rastløs! Jeg har trods alt været vand til at holde mig i gang hele tiden, og har nok også stresset mig selv mere end hvad godt var. Det er bestemt et irritationsmoment for mig, at det ikke har været muligt for mig, at holde min krop ved lige, på den måde som den var. Følelsen af at jeg skal starte forfra, når på et tidspunkt det bliver muligt for mig at træne igen, er frygtelig frustrerende for mig. Bevares, min krop har gang i noget andet helt vildt sindssygt og vidunderligt, men det er da altid frustrerende at skulle starte forfra med noget, der har taget lang tid for en at opbygge.

En krop i forandring

En ting jeg ikke rigtig havde skænket en tanke før jeg blev gravid, var hvordan jeg ville reagere på, at min krop kom til at forandre sig så drastisk, på så kort tid. Det er ikke rigtig noget jeg har hørt andre kvinder snakke så meget om, men for mig har det været noget der har fyldt meget! Jeg må indrømme at det kom bag på mig, hvor meget det faktisk fyldte. Måske jeg i virkeligheden ikke har hvilet så meget i mig selv, som jeg måske troede?!

Lige inden jeg blev gravid, var jeg i det jeg selv vil betegne som mit livs form. Jeg har aldrig spist så sundt, og trænet så hårdt før, og det gav resultater! Jeg var glad for min krop, og det den kunne præstere. I den første del af graviditeten skete der selvfølgelig ikke det helt store, og selv om jeg selv kunne se maven vokse, var der mange der ikke kunne se det. Efterhånden som det tog fart, og jeg fik bækkenløsning blev jeg mere og mere bevidst om hvor hårdt det var for mig at se min “normale” krop forsvinde. Specielt fordi jeg ikke bare kunne træne som jeg ville, og holde kroppen i form. Jeg blev meget bevidst om hvor de ekstra kilo satte sig, og hvor mange der var tale om. Jeg har haft mange tanker om, om jeg mon ville tage for meget på for hurtigt, samt bekymret mig om hvor vidt jeg vil være i stand til at komme tilbage til min gamle krop igen. Ja det lyder måske helt åndsvagt for nogen, men det har virkelig været en af de helt store bekymringer gennem graviditeten. Selvfølgelig nest efter alle de bekymringer og tanker man har for og omkring sit lille barn. Folks velmenende og humoristisk mente kommentarer som “hold da op hvor du vokser” eller “du har vist lagt dig lidt ud” Og “hvad så tykke” har gjort SÅ ondt på mig, selv om jeg har forsøgt at skjule det med et smil.

Sagen er den, at jeg bare har virkelig svært ved at identificere mig med den store krop jeg pludselig render rundt med, og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg der er mange der har det på samme måde. Desværre er det ikke noget vi snakker om. Det er lige som om det er lidt tabubelagt. Det er også blevet kulturelt acceptabelt at komme med alle mulige dumme og til tider nedladende kommentarer til den gravide om hendes krop. Selv dem der selv har været igennem det, lader til at have glemt hvordan det egentlig føles. Måske jeg bare er nærtagende, det skal jeg ikke kunne sige, men helt ærligt så syntes jeg vi burde have mere respekt over for hinanden end det. Måske man kunne overveje at komme med de lidt mere opmuntrende kommentere til den ofte udmattede og trætte gravide kvinde?! nogle af de kommentere der har været mere opløftende for mig har været kommentarer som “Hvor er din mave flot og rund”, “hold da op hvor er du smuk gravid” og “det sidder jo lige på maven som det skal”. Det er lige den slags kommentarer man har brug for, når dagene er lange, og kroppen er tung. Der er ingen i denne verden, gravid eller ej, der har brug for at høre at de er blevet tykke! Det kan vi udmærket godt selv se, både i spejlet og på vægten. Så er det sagt.

Hvor meget jeg reelt har taget på, vil jeg holde for mig selv. Det er nemlig overhovedet ikke det, det skal komme an på. Enhver krop er forskellig, og alle bære en graviditet forskelligt. Nogen tager meget på, og andre tager lidt mindre på. Sådan er vi alle bygget forskelligt. Så hvis du sidder der ude på den anden side af skærmen og er gravid, så se på hvad der er fornuftigt for dig og din krop, og lad være med at sammenligne dig med andre. Lyt til din jordmoder, og hvis hun mener det ser fornuftigt ud, så hold dig til det! Det er nok det bedste råd jeg kan give i den her sammenhæng, og jeg ville ønske der var nogen der havde givet mig det samme råd.

Nu skal det selvfølgelig heller ikke lyde som om, at jeg går rundt og hader min krop! Jeg syntes det er helt vildt fascinerende, og fantastisk hvad kvindekroppen kan. Og så kommer der tilmed verdens største mirakel ud af det! Jeg ELSKER at mærke det lille barn bevæge sig rundt der inde, trods det måske er lidt hårdt og tungt her til sidst. Jeg glæder mig også SÅ meget til at møde det lille væsen! Støre lykke findes ikke, og jeg er sikker på at jeg kan se frem til at møde mit livs største kærlighed! ❤️

Fotograf: Katja Vinding

Lignende indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *