Løb med din hund.

Tilbage i Marts måned, skrev jeg et blogindlæg om, hvordan man kommer i gang med at løbe. Har man hund lige som jeg, kan det nogle dage være svært både at nå og løbe selv, og skulle gå tur med hunden. Hvis ens hund er gammel nok, og ellers er sund og rask, er der dog ingen grund til ikke at tage hunden med på løbeturen. Dermed kan man slå to fluer med et smæk, samt få sig en alle tiders løbemakker!

Har du ikke hund, og har du heller ingen planer om at anskaffe dig en, så er dette blogindlæg måske ikke noget for dig. I stedet kan jeg anbefale dig at prøve en af mine mange lækre opskrifter her på bloggen, og så glæde dig til næste uges blogindlæg. Jeg kan varmt anbefale mine proteinpandekager, som jeg lige har opdateret. Du kan finde dem HER! 🥞

Har du en hund, og vil du gerne have den med ud og løbe, så er du landet det helt rette sted! Lad os endelig komme i gang med denne uges emne! 🙏🏻❤️

Det skal du være opmærksom på

Inden du tager din hund med ud og løbe, er der nogle ting du skal være opmærksom på. Både for din egen skyld, og for din hunds skyld.

Alder og sundhed:

Som noget af det første, skal din hund være fuldt udvokset, rask og normalvægtig, inden du tager den med ud og løbe. Hvornår hunden er fuldt udvokset, afhænger selvfølgelig af racen.

En tommelfingerregel er:

  • Cirka 1 år for små hunderacer
  • Cirka 1,5 år for større hunderacer

Det er selvfølgelig altid en god ide at rådføre sig med sin dyrlæge, hvis man er i tvivl. Ved samme lejlighed kan du også få checket op på, at din hund ikke har problemer med hofter, eller andre skavanker, der gør den ude af stand til at løbe.

Lydighed:

Inden du overhovedet løber den første tur, er der nogle basale ting, der er gode at have på plads. Først og fremmest skal der trænes lydighed. den vigtigste disciplin inden for lydighed i denne forbindelse, er indkaldet. Selv om du har din hund i snor, kan det ske at den får øje på et dyr den gerne vil jage, og/eller du ser dig nødsaget til at slippe din hund, fordi den trækker så meget at du er ved at falde. I disse tilfælde skal du kunne kalde din hund til dig igen.

Her ud over, er det en god ide at træne, at gå i snor. De fleste steder skal man have sin hund i snor, så først og fremmest skal din hund være vant til at gå i snor. Her ud over, skal din hun lære at gå pænt i snoren. Det vil sige at gå ved din side, uden at trække. Kan din hun det, vil den også kunne løbe ved din side.

Som en sidste ting, så vil jeg blot nævne, at uanset hvor i løber, så risikere i at møde andre mennesker og dyr. Det er ikke til at vide hvordan de har det med fremmede hunde. Selv om din hund måske er en venlig en af slagsen, så er det ikke sikkert at andre hunde også er det. Det kan også sagtens være at i møder en der er bange for hunde. Derfor er det vigtigt at du viser hensyn til andre, og har styr på din hund. Jo mere lydig din hund er, jo nemmere bliver det. Så enkelt er det.

Hav udstyrret i orden:

Hunde skal selvfølgelig ikke bruge sko og andet løbeudstyr som os mennesker. alligevel kan det være en god ide lige at kigge lidt på det udstyr man bruger når man løber med sin hun.

  1. Sele frem for halsbånd: Først og fremmest vil jeg anbefale at man har sin hund i en sele, frem for et halsbånd. Det kan ikke undgås at der kommer nogle ryk i snoren, når man løber. Det kan give nogle skæve træk i halsen på din hund. Derudover kan det på ingen måde være rart at have noget om halsen der trækker i en, når man skal løbe, og trække vejret der efter. Prøv at forestille dig hvordan du selv ville have det, hvis du skulle have et halsbånd med en snor i om halsen, når du var ude og løbe. Det lyder ikke rart vel?
  2. Refleksvest: Alt efter hvor og hvornår du løber, kan en refleksvest til din hund også være en idé. Er din Hund foreksempel sort eller brun, kan den også være svær at se i dagslys. Overvej derfor, om din hund også skal have den på i dagtimerne.
  3. Løbeline og løbebælte: For at øge komforten for både dig og din hund, kan jeg varmt anbefale at man anskaffer sig en løbeline med elastik, samt et løbebælte, så du kan fastgøre din hun på din hofte. løbelinen med elastik, absorbere nogle af de mange ryg der kommer i en line under løbet. det gør løbeturen mere behageligt for både dig og din hund. Løbebæltet er for din egen skyld, så du kan have begge hænder fri når du løber. Jeg har selv købt begge dele over nettet. Desværre var mit løbebælte længe under vejs, så de første uger, løb jeg med min hund i en line, jeg havde i hånde. det var bestemt ikke optimalt, og jeg blev hurtigt træt i min arm, og særligt i skulderen, som jeg jo har haft problemer med i nogen tid. Det hjalp mig gevaldig da løbebæltet endelig kom,og ud over at jeg har hænderne fri, har jeg nu også ekstra lommer i bæltet, hvor jeg har plads til diverse som nøgler, astmamedicin og godbidder til hunden.

Mad og drikke:

Som udgangspunkt, skal man ikke fodre sin hun, eller lade den drikke meget vand, lige inden en løbetur. Det kan nemlig føre til en såkaldt mavedrejning hos hunde. Selvfølgelig skal din hund have vand, og specielt hvis det er varmt, men sørg for at den ikke får for meget hvis i er på vej ud og løbe. Egentlig giver det jo god mening. Man kender det jo selv, hvor ubehageligt det kan være at løbe, med en fuld mave. Nogle steder, råder de til at man seneste fodre sin hund 4-5 timer før en løbetur.

Løber man meget med sin hund, skal man selvfølgelig justere mængden af foder der efter. I de perioder hvor man holder pause fra løbet, eller løber mindre, skal man så selvfølgelig igen justere ned. Helt lige som med os mennesker, så man holder en god stabil vægt, uden hverken at tage for meget på, eller tabe sig for meget.

Underlag og poter:

Ligesom asfalt er hårdt at løbe på for os mennesker, så er det, det også for hunden. Specielt for hundens trædepuderne, muskler og led. Derfor kan det anbefales at man finder sig en løberute med et blødere underlag. Foreksempel græs eller grus. Specielt på de første løbeture. Selv Løber jeg meget i skoven med min hund.

Sørg desuden for at tjekke hundens klør. De må ikke være så lange, at de rammer underlaget, når hunden står afslappet. Det kan nemlig give et forkert bevægemønster. Ved regn og frost, kan det være en god ide at beskytte poterne med lidt potevoks eller potespray. Skyl også gerne poterne i lunt vand, når i kommer hjem. Har du planlagt en morgentur, kan du med fordel smøre trædepuderne ind i voks, aftenen før. På den måde kan det nå at trænge godt ind. Langhårede hunde har ofte også lange hår omkring trædepuderne. Her kan der nemt samle sig små sten. Klip derfor jævnligt håret der.

Undgå for høje temperaturer:

Da din hund ikke kan svede, og dermed komme af med varmen på samme måde som mennesker, er det en god idé at undgå temperaturer over 20 grader. Man kan derfor med fordel vælge at løbe enten om morgenen eller om aftenen. Særligt i sommerperioden.

Varm op og tis af:

Ligesom en god løbetur kan sætte gang i tarme hos os mennesker, så sætter den også gang i tarmene hos vores firbenede venner. Start gerne løbeturen med 3-5 minutters gang, hvor din hund kan få lov til at snuser, og tisse af. På den måde løber din hund ikke med fyldt blære. Måske skal din hund ikke kun tisse, men også besørge? Jeg opdagede på de første løbeturer med min egen hund, at han kort efter vi gik i gang med at løbe, skulle besørge. Det gjaldt også selv om vi havde starte med 5 minutters gang. Derfor begyndte jeg at vente med at løbe til han havde besørget. Han skal stort set altid af med noget i starten af vores tur, også når vi bare er ude og gå. Det gælder også selv om han lige har været i haven, inden vi tog hjemme fra. I praksis betyder det at vi nogle gange går rundt hele 10 minutter inden vi begynder at løbe. Men hvis det er det der skal til for at vi begge får en bedre løbetur, så er det i min verden det hele værd.

Det høre dog til sjældenhederne at vi når at gå rundt hele 10 minutter, og hvis det lader vente på sig, kan jeg godt finde på at varme op med lidt lunten, så der bliver sat gang i tarmene.

Forlad ikke hunden med det samme i kommer hjem:

Sørg for at planlægge løbetræningen, så du ikke skal forlade hunden umiddelbart efter i er kommet hjem. Selv om hunden virker fysisk træt, så er den, bland andet grundet adrenalin, stadig i mentalt alarmberedskab. Særligt hunde med “separationsangst” vil være mere tilbøjelig til at blive ulykkelige, og ødelægge ting, hvis de ikke er faldet til ro når man forlader dem. Hvis du alligevel er nød til at gå fra din hund umiddelbart efter en løbetur, så sæt den eventuelt til at søge efter godbidder, så den sidenhen kan slappe af.

Som tommelfingerregel, tager det cirka 20 minutter før hunden er faldet helt til ro, og du kan forlade den.

Selve løbetræningen

Okay, så du har tænkt på alt hvad jeg har skrevet ind til videre, og du og din hund er klar til jeres første løbetur sammen. Her er det vigtigt at du tænker på, at lige som du selv skal træne dig op til at løbe længere ture, så skal din hund også! Også selv om det virker til at din hund både kan og vil løbe længere. Det er nemlig ikke kun konditionen der skal opbygges, men også muskler led og sener der skal trænes op.

Start med at se på, hvor langt du plejer at gå med din hund, og hvad den er vant til. Denne distance kan du starte med at dele op i delvist gang og løb. vær opmærksom på din hund, og se hvordan den klare det. Herefter kan du gradvist øge mængden af løb på turen.

Selv har jeg valgt at gå helt tilbage til den måde jeg selv løb på, da jeg skulle i gang. På de første tre ture jeg løb med min hund, løb vi kun ét minut af gangen og gik i to minutter. Vi løber stadig interval, men nu er løbeintervallerne lidt længere end den tid vi går. Jeg oplever at min hund har rigtig meget gavn af at vi stopper op en gang i mellem, og går i et tempo hvor han lige kan få lov til at snuse lidt. Det gør også at han er så meget mere på, når vi endelig løber.

Løbetempo:

Find et godt tempo, der passer til både dig og din hund. Det er langt fra alle hunde, der er bygget til spurt. Som udgangspunkt er de fleste hunde bygget til trav, og ikke til at galopere i længere tid af gangen. Trav er ganske enkelt den mest naturlige gangart for hunde, særligt over længere strækninger. Trav giver nemlig mindst belastning for hundens krop.

Det betyder ikke, at man ikke kan lave nogle små intervaller med sprint, hvis hunden vel og mærket er løs, og selv kan styre tempoet. Det bør dog kun foregå på på blødt underlag og i korte perioder. Som udgangspunkt skal du satse på et løbetempo hvor hunden traver ved din side eller lidt foran dig. Hvis din hunds vejrtrækning ændre sig markant undervejs, eller hvis den begynder at halte, sakke bagud, eller stoppe pludseligt op, så har den det simpelthen ikke rart. Måske har den brug for vand, skygge eller en pause. Så vær opmærksom på din hund under vejs. En god tommelfingerregel er desuden, at du selv ikke skal være mere anstrengt end at du kan tale med din hund under løbeturen.

Jeg har selv haft lidt udfordringer med lige netop dette punkt. Jeg har i det hele taget aldrig været god til at tilpasse mit tempo når jeg har løbet med andre. Jeg har en tendens til helt ubevidst at sætte farten op, når jeg har en løbemakker med. Måske mest fordi jeg tænker at det må være irretinde at løbe med sådan en langsom snegl som mig. Når min hund derfor sætter i gang i et ordenligt tempo, har jeg en tendens til at sætte farten der efter, hvilket jo giver bagslag på den lange bane. Både for min stakkels hund, som jo ikke på forhånd kender distancen, og dermed kan regne ud at det kan være en idé at spare på kræfterne, men og for mig selv. Jeg bliver jo også selv alt for forpustet, alt for hurtigt. Men som med så meget andet, så handler det om at øve sig. Jeg løber også gerne en tur for mig selv i løbet af ugen, for at mærke hvad en god fart er for mig, så jeg kan bruge det når jeg løber med hunden.

Lok din hund videre:

Somme tider, kan min hund finde på at stoppe op bare for at snuse. Jeg tænker at jeg nok ikke er den eneste hundeejer, der oplever dette. Her handler det om, at lære hunden, at nu er vi ude og løbe, og så kan der snuses på andre tidspunkter. Det gøres først og fremmest ved at lade hunden snuse og besørge inden turen. Skal din hund besøge unde løbeturen, standser du selvfølgelig op, og lader den besørge. Ros den derefter når den igen følger med. Når jeg på forhånd kan se at der er noget min hund gerne vil snuse til, mens vi løber, søger jeg for på en opmuntrende og motiverende måde, at sige “kom så, videre.” og roser ham når han lige så fint løber med videre.

Dagen efter:

Være også opmærksom på din hund dagen efter en løbetur. Hvordan har den det, og er den eventuelt stivbenet eller halter den. Det kan nemlig være tegn på at turen har være for hård.

Mental stimulering

Du ved det sikkert godt, men nu skriver jeg det lige alligevel. Selv om fysisk aktivitet er rigtig godt for vores firbenede venner, så har de stadig brug for at blive stimuleret mentalt. Der skal være en god balance mellem motion, og mental stimulering. Så lad hunden bruge hovedet og snuden. Nu handler denne blog jo ikke om hunde træning, så jeg vil ikke gå dybere i detaljer med dette punkt. Jeg er sikker på at du har helt styr på hvad din hund har brug for, og ellers kan du spørge din hundetræner, eller finde inspiration på nettet.

Brug din sunde fornuft!

Der kunne sikkert skrives lange bøger om hvordan man løber med sin hund. Der kan lige så sikkert også findes mange eksempler på, at nogen siger noget, og andre noget andet. Det vigtigste er bare, at vi hundeejere bruger vores sunde fornuft, og gør det bedste vi kan. I virkeligheden er det slet ikke så svært. Man kan blot tænke på hvordan det er for en selv at løbe en tur, og hvordan det var i starten, og så overføre det til hvordan det så må være for ens hund. Der er foreksempel ingen af os der ville syntes at det var rart at blive trukket afsted, hvis vi ikke følte at vi kunne få luft, og i øvrigt var ved at dø af hedeslag. Jeg plejer at stille mig selv et enkelt spørgsmål, hver gang jeg gør noget over for min hund. “Hvordan ville jeg selv have det hvis nogen gjorde dette over for mig?”. Hvis jeg svare mig selv ærligt, så ved jeg jo godt hvad jeg bør gøre. Svære er det ikke.

Til slut vil jeg bare ønske dig og din hund rigtig god fornøjelse, og god tur! 🙏🏻❤️

Lignende indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *