Påskeferie på røsnæs

Som vi nok alle kan blive enige om, så er sundhed mere, og andet, end sund kost og træning. Ser vi på WHO’s definition af sundhed, så er sundhed “en tilstand af fuldkommen fysisk, psykisk og social velvære og ikke blot fravær af sygdom”. Det handler altså om at være i balance fysisk så vel som psykisk. En balance jeg ikke rigtig føler at jeg har haft længe. Jeg har faktisk i noget tid nu følt mig stresset, og ude af balance. Derfor trængte jeg virkelig til en god og afslappet påskeferie. Det var vigtigt for mig, at bruge min ferie på at komme helt ned i gear, stresse af og opnå større psykisk velvære!

En ærgelig start

Desværre startede jeg ferien med sygdom. Egentlig startede det hele med en maveinfluenza af en eller anden art, men der var også noget der havde sat sig på mine luftveje. Det gjorde også at jeg havde svært ved at få luft, og brugte en hel del astmamedicin. Det gjorde selvfølgelig ikke situationen bedre, og velvære var bestemt ikke det jeg følte mest af. Til sidst måtte jeg et smut forbi lægen for at sikre mig at der ikke var noget alvorligt galt. Det var der heldigvis ikke, og i løbet af et par dage fik jeg det bedre igen. Til min store begejstring nåede jeg at blive så frisk, at jeg kunne nå en tur i polestudiet inden turen gik til Røsnæs, hvor vi skulle bo i sommerhus med svigerfamilien, påsken over.

Smuk natur på Røsnæs, yoga og meditation.

Da det endelig blev tid til at tage afsted til Røsnæs, var jeg totalt klar. Jeg havde pakket mine bedste yoga og guidet meditations programmer, og var fast besluttet på at få mest muligt ud af turen. Selve sommerhuset lå på den sydlige siden af Røsnæs, i utroligt naturskønne omgivelser. Allerede da vi parkerede bilen der ude, blev vi ramt af en helt anden atmosfære. Trods det at der lugtede lidt af rådne tang, så fandt vi os hurtigt til rette. Vejret var jo skønt, og fuglene kvidrede. Også vores skønne hund, var glad og veltilpas. Det første vi gjorde efter at have pakket ud, var at sætte os ned med familien, og drikke en kop kakao.

De efterfølgende dage bød på skøn samvær, brætspil, ture til stranden, yoga, meditation og meget mere. Vores hund satte især pris på turene til stranden, hvor han fik lov at bade lidt i vandkanten. Selve turen ned til stranden, var utrolig smuk, i det den gik igennem et lille stykke skov, indhyllet i slyngplanter. Det var enormt eventyrligt, trods det at det ikke så ud af meget på afstand.

Restorative yoga

Yogaen blev dyrket inden døre, men med udsig over vandet, og bestod for det meste af restorative yoga. Restorative yoga er en yogaform, der skaber balance i nervesystemet. Ubalance i nervesystemet opstår når man ikke får nok hvile og ro i hverdagen. Desværre er det meget almindeligt, i et moderne samfund, hvor vi altid har travlt, at man oplever en eller anden form for ubalance i nervesystemet. Ubalance i nervesystemet kan resultere i stress, kronisk stress, depression, angst og generel ubehag. Disse ting påvirker både humøret, immunforsvaret, fordøjelsen, bindevævet og skaber muskelspændinger.

Den restorative yoga virker terapeutisk, idet kroppen får lov til at hvile og heale sig selv. Gennem denne yoga form, er det muligt at genfinde balancen, og skabe forbindelse mellem krop og sind. På den måde kan man succesfuld afhjælpe blandt andet stress, angst, depression, søvnløshed, muskelspændinger, forhøjet blodtryk, og styrke immunforsvaret, bindevævet og lymfevæskerne. Alt dette var selvfølgelig grunden til at jeg i denne ferie lige netop vægtede den restorative yoga, frem for alt muligt andet.

Meditation

Ud over restorative yoga, havde jeg også sat meditation på dagsordnen. Meditation er med til at skabe velvære, og virker afstressende. Formålet med meditation er at befrie sindet fra bevidsthedens kontrol, og det kræver øvelse at lære at give slip, og overgive sig til de dybere og mere hemmelighedsfulde dele af sig selv. En øvelse, som jeg ikke helt selv mestre endnu, men jeg føler at jeg er godt på vej.

Meditation kan i princippet udføres hvor som helst, men det bedste erlagt finde et roligt og uforstyrret sted, og gerne i eget hjem til at starte med. Selv fandt jeg et roligt sted ude på kanten af klitterne, med udsigt over vandet. Da det var om morgenen, og derfor stadig forholdsvis køligt, havde jeg taget et tæppe med. Selv om jeg stadig er forholdsvis utrænet i meditationens kunst, så syntes jeg at jeg fik utroligt meget velvære ud af at side der i det fri. Hele stemningen ude på kanten af klitterne, var virkelig befriende og forfriskende, i forhold til at side inde døre. Det er bestemt noget jeg vil anbefale andre at prøve, når man lige har prøvet meditation et par gange.

Et ønske om større balance i hverdagen

Alt i alt har jeg haft en utroligt berigende påskeferie. Samvær med familien er selvfølgelig altid dejligt, og berigende i sig selv, men yogaen og meditationen var i den grad med til at skabe endnu mere ro, velvære, og klarhed i sindet. Den restorative yoga og meditationen, gik utroligt godt i spænd sammen, og jeg fik en helt anden ro over mig. Jeg har fundet ind til nogle ting jeg gerne vil holde fast i, i fremtiden. Om jeg helt kan holde fast i denne velvære, og ro når hverdagen starter igen, ved jeg ikke. Til gengæld har jeg fået et bedre billede af hvad det er jeg gerne vil med min fremtid, og hvad jeg gerne vil have ud af livet. Min rejse er dog kun lige begyndt, og jeg er spændt på at se hvad fremtiden bringer. Jeg er sikker på at jeg stadig kan lære meget om mig selv, gennem meditation.

Jeg håber at alle jer der læser med, også har haft en god påske. Smid eventuelt en lille kommentar her under, og fortæl mig hvordan du har brugt påskeferien.👇🏻

Namaste 🙏🏻❤️

Lignende indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.