Yoga burn monthly, Restorative yoga

Som du måske ved fra mine tidligere indlæg, så har jeg købt en række yogaprogrammer fra Yoga burn. Jeg har allerede skrevet om to af programmerne, nemlig “Yoga burn total body challege” og “yoga burn booty challenge”. Hvis du endnu ikke har læst dem, kan du finde linksne til dem i bunden af dette indlæg.

Yoga burn monthly er i modsætning til de andre programmer jeg har skrevet om, ikke en challenge. Jeg vil nærmere kalde det en intro til forskellige former for yoga. Over et halvt år, bliver man hver måned præsenteret for en ny form for yoga. De seks yogaformer er Restorative-, hatha-, kundalini-, ashtanga-, iyngar- og vinyasa yoga. Programmerne tager udgangspunkt i, at man er nybegynder inden for yoga. Af samme grund, tror jeg ikke på at en avanceret yogaudøver vil få ret meget ud af det. For os andre, som ikke er så velbevandret i yogaens verden, tænker jeg at det er et fint program! Selv forventer jeg at have en rimelig god ide om, hvilken yogaform der passer mig bedst, når det halve år er gået.

Mine forventninger til restorative yoga inden jeg begyndte

Da jeg startede med restorative yoga, var jeg meget spændt. Jeg har førhen haft svært ved den rolige meditative yoga, som fik mig til at mærke mere end jeg havde lyst til. Specielt måske fordi, at jeg kun havde prøvet det i hold, sammen med andre. En yderst ubehagelig oplevelse, hvis man som jeg ikke bryder sig om at føle sig sårbar blandt fremmede mennesker. Derfor var jeg glad for at kunne afprøve det hjemme, i rolige og trygge omgivelser. Hvis du har fulgt lidt med på bloggen, ved du at jeg har indrettet et lille træningsværelse, hvor jeg laver det meste af min træning. Jeg havde sørget for at gøre det hyggeligt, med tæpper, puder, og dempet lys til meditationsdelen samt duftlys i vinduet.

Mit håb, og mine forventninger for den restorative yoga, var at den ville hjælpe mig med at finde ro i sindet, og komme af med noget af den stress jeg føler til dagligt. Det er ikke nogen hemmelighed at de seneste år i fertilitetsbehandling, har sat sine spor, og det er ikke altid nemt at være på diverse hormoner. Jeg håbede at jeg gennem yogaen kunne komme til at mærke mig selv mere, og forstå de følelser jeg ind i mellem forsøger at gemme væk, i en travl hverdag.

Selve Yogaen

Restorative yoga er en yogaform, der skaber balance i nervesystemet. Ubalance i nervesystemet opstår når man ikke får nok hvile og ro i hverdagen. Der kan selvfølgelig være mange årsager til at man ikke får nok hvile og ro i sin hverdag. For mit vedkommende, og sikkert mange andre der er i fertilitetsbehandling, kan det være svært ikke at bekymre sig over behandlingen hele tiden. Bekymringer som “virker hormonbehandlingen rigtigt denne gang”, “kommer der nok raske æg ud, til at fortsætte behandlingen”, hvor mange æg lykkes det lægerne at befrugte”, og “sætter ægte sig om sider fast denne gang” og ikke mindst skyldfølelsen og bekymringen for om man selv har gjort noget forkert, som gjorde at det endnu en gang er mislykkedes. Tanker der tiltider kan gøre det svært at finde ro.

Desværre er det meget almindeligt, i et moderne samfund, hvor vi altid har travlt, at man oplever en eller anden form for ubalance i nervesystemet. Ubalance i nervesystemet kan resultere i stress, kronisk stress, depression, angst og generel ubehag. Disse ting påvirker både humøret, immunforsvaret, fordøjelsen, bindevævet og skaber muskelspændinger.

Den restorative yoga virker terapeutisk, idet kroppen får lov til at hvile og heale sig selv. Gennem denne yoga form, er det muligt at genfinde balancen, og skabe forbindelse mellem krop og sind. På den måde kan man succesfuld afhjælpe blandt andet stress, angst, depression, søvnløshed, muskelspændinger, forhøjet blodtryk, og styrke immunforsvaret, bindevævet og lymfevæskerne.

Den restorative yoga byder på rolige sekvenserne og forsigtigt opbyggende yogastillinger. Stillinger der er designet til at skabe ro i nervesystemet og i den følelsesmæssige krop. Der er tale om stillinger der strækker kroppen blidt, mens den er støttet op af forskellige redskaber som yogaklodser, tæpper, yogabolstre osv. Hver stilling tilpasses på denne måde den enkelte, for at minimere muskelspændinger. Herved bliver hjertet og hjernen beroliget.

Den restorative yoga, suppleres rigtig godt med meditationsprogrammerne, som også følger med. Enkel meditation og basis åndedrætsteknikker, hjælper til at skabe plads til at lytte til ens egen krop. Ikke mindst skaber det plads til at lytte til kroppens healende kapacitet og det er muligt at komme i en tilstand af dyb afslappethed.

bonusser der følger med i den første måned:

Ud over 4 ugers restorative yogaprogrammer, følger der nogle bonus videoer og meditationsprogrammer. Det der følger med er:

  • Yoga burn meditation solution
    • Mind
    • Body
    • Spirit
  • Yoga burn pose tutorial library
  • Yoga burn beginner flow

Det sidste træningsprogram i denne måneds program, er en yoga nidra meditation. En super afslappende meditations video og en lækker måde at slutte det hele af på.

Det fik jeg ud af det

Der er ingen tvivl om, at yoga og meditation kræver øvelse, og man lære det ikke bare på en måned. Men der er selvfølgelig heller ikke nogen der siger, at man ikke må gennemføre disse trænings videoer igen. Spørg du mig, er der materiale nok til at fortsætte en måned eller to mere hvis man vil. I virkeligheden handler det jo om at blive ved med at øve sig, til man mestre de øvelser der er med i videoerne, eller det bliver for kedeligt. kedsomhed er som regel et tegn på at man har brug for mere udfordring. Derefter kan man jo søge mere udfordring i form af en live yogaklasse. Her vil instruktøren kunne guide dig videre, med udgangspunkt i din kunnen.

Det er bestemt ikke en yogaform der på nogen måde giver bedre kondition, eller større muskler. Dog kan man måske opleve en forbedring i sin smidighed, hvis man ikke er mega smidig i forvejen. Da jeg træner en del smidighed ved siden af, var det dog ikke her jeg oplevede nogen mærkbar forbedring. Til gengæld oplevede jeg klart en mental forbedring. Jeg følte mig i bedre balance med mig selv nu, end jeg gjorde for en måned siden, og jeg har langt mere ro i sindet. En ro og balance jeg tænker kun kan blive bedre, hvis jeg bliver ved med at træne mine evner inden for restorative yoga og meditation. Jeg er stadig ikke god til at ligge helt stille når jeg meditere, og jeg skal også stadig øve mig i at fokusere på min vejrtrækning, og det at skubbe unødige og forstyrrende tanker væk.

Alt i alt er jeg meget positiv over for den oplevelse jeg har haft med restorative yoga, og jeg kan klart anbefale det til andre. Specielt hvis man som jeg føler sig stresset, eller ude af balance.

Tidligere blogindlæg omhandlende yoga burn:

Lignende indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.